Vores fortidsnatur for 4-5.000 år siden bestod af fler-etagede løvskove med skovlysninger, græssletter, moser, enge og søer.
Store flokke af urokser, vildheste, bisoner, kronhjorte græssede i lysningerne og var med til at holde nogle arealer fri for skovbevoksning.
Skovene bestod af forskellige plantesamfund. Ege-, bøge-, linde-, aske- birke- og elleskove dominerede afhængig af terrænets eksponering og fugtighedsforholdene.
Hele vegetationen og strukturen mellem skove og åbne arealer var et resultat af løvskovens indvandring fra Sydeuropa, hvor den nord- og mellemeuropæiske løvskov var trængt tilbage til efter den sidste istid.
Skovene bestod af mange forskellige træer og buske. Fra resterne af de oprindelige europæiske løvskove, som kun i dag findes på større områder i det østlige Polen og i Hviderusland, ved vi at der fandtes omkring 75 forskellige træer og buske i skovene.
Skovene var utrolig rige på naturligt liv. Med 60 spættehuller pr. hektar var der masser af boliger til de 35 fuglearter, som naturligt har deres rede i huller i træer og træruiner. I de polske urskove findes op til 66 forskellige fuglearter pr. hektar og op til 73 individer af pattedyr pr. hektar.
Hver dyr og fugl har gennem årtusinder fundet sin lille niche. På skovbunden, i busketagen, i mellemkronerne eller helt oppe i kronetaget. Hvert enkeltindivid har knyttet sig til specielle træer og buske og hele den mosaik er forudsætningen for at det naturlige liv udvikler sig.
Findes der ikke et tørstetræ har citronsommerfuglen ikke ynglemuligheder, for larverne findes kun på tørst. Sådanne eksempler er utallige og vores muligheder for at gennemskue hele det økologiske samspil er næsten en umulighed.
Det vi kan gøre er derfor at, forsøge at kopiere den mosaik mellem skov og åbne arealer, som fandtes og kopiere de skovplantesamfund som fandtes dengang.
Vi ved gennem pollenanalyser nogenlunde hvilke træer og buske der fandtes i vores oprindelige skove og ved at sammenligne pollenanalyserne med plantesammensætningen i vores nuværende ”urskove”, har vi forsøgt at sammensætte de enkelte skovplantesamfund.
Grundlaget for en rig natur bør nu være skabt.

